#digital marketing
Skab trafik med din mailsignatur
En mailsignatur, der skaber blikfang, kan være med til at øge trafikken til for eksempel din hjemmeside, webshop eller et socialt medie. Hver dag sender du en bunke mails afsted til eksisterende og potentielle kunder eller samarbejdspartnere. Men udnytter du mulighederne for ”gratis” markedsføring i din virksomheds mailsignatur?
Sådan forbedrer du din mailsignatur
Det behøver ikke være en stor operation at få en flot mailsignatur, som efterlader et positivt indtryk hos modtagerne og effektivt brander din virksomhed og dit produkt. Samtidig kan du udnytte signaturen til at øge trafikken til din hjemmeside, din webshop og dine sociale medier.
Minimumskrav til en professionel mailsignatur
- Har du ikke allerede en automatisk mailsignatur, så skynd dig at oprette en. Det er ikke nok bare at skrive ”Vh Jens Hansen”.
- Overvej, hvilke informationer, du skal have med i signaturen.
Er adressen fx nødvendig, hvis al handel foregår online? Skal samtlige stillingsbetegnelser listes op i mailen? - Indsæt virksomhedens logo, så du skaber genkendelighed hos modtageren.
- Sørg for, at der også er automatisk signatur på mailen, når den sendes fra tablet og mobil. ”Sendt fra iPhone” ser ikke særlig pænt ud.
- Beslut en gang for alle, hvordan virksomhedens signatur ser ud, og sørg for, at alle benytter den samme type signatur.
Lad mailsignaturen arbejde for dig
- Sæt et flot billedbanner i bunden af din mail, og gør din modtager klogere på produkter, ydelser og events. Banneret skal selvfølgelig være klikbart og linke til den korrekte landingsside.
- Vælg, hvilken handling din modtager skal foretage sig i signaturen – og kun én. Vil du have modtageren til at like din Facebook-side? Vil du have modtageren til at gå ind på din hjemmeside? Eller noget helt tredje?
- Når du opfordrer din modtager til at klikke videre fra din mailsignatur, så husk at evaluere på, om det rent faktisk også virker. (Besøger dine modtagere din hjemmeside? Liker de din Facebook-side? Osv.)
- Opdater din mailsignatur indimellem, så den forbliver dynamisk og interessant for dine modtagere.
Et sidste, men ret vigtigt råd:
- Husk autosvar i forbindelse med ferie og fravær. Og aftal internt, hvilke informationer autosvaret som minimum skal indeholde. Fx om mailen sendes videre, og hvem modtageren i stedet kan henvende sig til.