Hjælp til at spotte din cash-cow?
Vi har allesammen så travlt hver eneste dag, at rigtigt meget bliver rutine. Også det, der faktisk er vores bedste produkt eller en unik kompetence. Sommetider kræver det en ekstern konsulents skarpe blik at få øje på virksomhedens bedste cash-cow igen.
Bare en cash-cow?
Her er et typisk eksempel: For nylig gennemgik jeg sammen med en god kunde virksomhedens salgsoversigter, hvor vi splittede omsætningen op i delelementer. En af de absolutte bestsellere på indtjening var et serviceprodukt, de aldrig havde nævnt.
Da jeg spurgte til det, fortalte de, at dét havde de da gjort i mange år. Og kunderne var da vist glade for det. Men det var jo noget, der bare kørte, så hvorfor bruge tid, penge og kræfter på det? Og i øvrigt var det da så indlysende en service, at alle andre sikkert gjorde det samme.
Lidt research viste, at nej, det gør alle andre faktisk ikke. For virksomheden råder over en kombination af unikke kompetencer og specialviden på lige præcis dét felt, som konkurrenterne ikke har. Derfor vil de også have svært ved at kopiere serviceydelsen.
Det glemte guld
En cash-cow er noget, mange virksomheder drømmer om at have på produktlisten: Noget, der bare kører, uden den helt store indsats. Det lyder umiddelbart dejligt, men der er flere farer i en cash-cow.
En af dem er, at man ikke husker at produktudvikle. Og man glemmer måske også løbende at tjekke, om kunderne stadigvæk vil have lige præcis dét produkt. Eller, som i det her tilfælde: Man glemmer at gøre potentielle eller nye kunder opmærksomme på, at man faktisk har det produkt. Og dermed går man glip af ekstra omsætning.
Læs også: Læg en strategi for din markedsføring!
En ny stjerne er født
I det her eksempel blev vi enige om at rette lidt af spotlyset mod det glemte hjørne for at vise kunderne, at virksomheden har noget ekstra interessant på hylden: En grundigt afprøvet serviceydelse, der kan spare dem for tid og besvær. Både i produktionen og ved bestilling.
Det bedste er næsten, at markedsføringen af serviceydelsen er en tids- og pengemæssigt ret lille investering. Og produktet vil kunne generere en pæn ekstra indtjening for virksomheden. Så nu venter vi spændt på, hvor hurtigt det giver resultater!